Anthocyaniner

... en stærk gruppe af antioxidanter

Vores planter er rige på utroligt mange vigtige og sundhedsfremmende stoffer. Anthocyaniner er et af dem

Anthocyaniner er betegnelsen for en lang række stoffer, der giver rød, lilla og blå farve til blomster, frugt og grøntsager. Udover at kunne bruges som naturligt farvestof, så har disse anthocyaniner gavnlige sundhedseffekter. Anthocyaninerne er potente antioxidanter, der i studier har vist at kunne forebygge eller reducere risiko for sygdomme som diabetes, kræft, hjerte-karsygdom, og dertil har de anti-mikrobiel og anti-inflammatorisk virkning.

Antioxidanter hjælper os med at holde frie radikaler i kroppen i skak. Frie radikaler er løsrevne elektroner, som hele tiden opstår i kroppen, som et helt almindeligt resultat af vores mange funktioner i kroppen. Hvis vores krop var en produktionsmaskine, kan man måske betragte de frie radikaler som et biprodukt, overskudsrester og snavs fra maskines arbejde, og her bruger vi så antioxidanterne som kost og fejebakke. Udover det der sker i vores helt almindelige produktion, kan der opstå en øget mængde af frie radikaler, hvis vi udsættes for giftige stoffer fra f.eks. forurening, pesticider, rygning o.l.

Hvis ikke der er tilstrækkeligt med antioxidanter til niveauet af frie radikaler, opstår der det der kaldes for oxidativt stress og inflammation, og det kan ændre den måde vores forskellige funktioner i kroppen fungerer, så vi bliver syge eller får forskellige former for symptomer.  Forsøg har f.eks. vist at anthocyaniner har effekt på områder som kolesteroltal og blodtryk.

Anthocyaninernes antioxidanteffekt er med andre ord vigtig for os. Der er lavet mange studier indenfor dette område på dyr og også nogen på mennesker. Det man ved om anthocyaniner ved man fra studier, hvor man har isoleret stoffet og dets mange undervarianter. Mange studier, hvor man ser på hvad mennesker spiser, og hvilken effekt det har, kan ikke sondre mellem hvilket virkningsstof, der gav den konkrete effekt, men blot konstatere om der ses en bedring eller ej, på det man ønsker at undersøge. Det er godt nok til mig – jeg spiser jo alligevel hele frugten eller grøntsagen, for så får jeg samtidig fibre, vitaminer og mineraler og andre plantestoffer, som er gavnlige for fordøjelsen og immunforsvaret, og som giver næring til de mange processer, der hele tiden skal sørge for at kroppen fungerer som den skal.

Du finder som nævnt anthocyaniner i røde, lilla og blå frugt og grøntsager, dvs. i alle de mange bær der er røde, blå og lilla, druer, røde æbler, røde salater, rødkål, rødløg, aubergine m.fl.

Måske tænker du, at jeg har glemt rødbeden? Det har jeg ikke, men det pigment, der farver rødbeden den smukke lilla farve, er overvejende betalain. Forskellen er (lidt groft sagt) den samme… betalain har også antioxidant kapacitet, og rødbeden er derudover rig på  bl.a. nitrat, som er gavnligt i regulering af blodtrykket.

JA TAK!

Jeg vil gerne have et kvarters  gratis og uforpligtende samtale hvor vi sammen finder ud af, om ernæringsterapi kan skabe positiv forandring for mig.