Forhøjet blodtryk
...og inflammation
Inflammation er årsag til mange ubalancer i kroppen og giver et utal af symptomer. Forhøjet blodtryk er et af dem.
Hvis du har inflammation i kroppen, er der mange funktioner i kroppen, der kan blive påvirket.
Inflammation er når vores immunsystem er på overarbejde. Immunsystemet reagerer når det møder noget, som det opfatter som fremmed og starter en lang kæde af handlinger i kroppen. Inflammation er ikke skidt i sig selv – det er nødvendigt for at vi kan bekæmpe bakterier og virus, hele sår og lign. I sådanne situationer aktiveres immunforsvaret, og når truslen er udryddet drosler det ned igen. Det bliver først til et problem, hvis der er forhold i kroppen, der gør, at immunsystemet ikke får ro, fordi der er for meget, der hele tiden skal bearbejdes. Når der er inflammation, er der mange af de normale processer i kroppen, der afspores, stoffer, der ikke omdannes, som de skal, eller der dannes stoffer, der er direkte skadelige. Inflammation ligger derfor ofte bag mange af de livsstilssygdomme, som vi kender, herunder forhøjet blodtryk.
Hvis du har inflammation kan det påvirke dine blodkar, så de mister deres funktionsdygtighed, og det kan f.eks. føre til, at der ikke dannes tilstrækkeligt med nitrogenoxid, som er det stof, der gør det muligt for dine blodkar at udvide sig. Inflammation kan også påvirke nyrernes funktion, så det fører til øget optagelse af vand og salt, og det kan også give forhøjet blodtryk. Desuden påvirker inflammation dit nervesystem, som også medvirker til regulering af dit blodtryk. Inflammation i kroppen, som bliver ved med at rumstere, er derfor noget, vi skal være opmærksomme på og arbejde med at balancere.
Her kan du læse mere om områder, der spiller ind på inflammation:
- Din fordøjelse og din tarmflora
- Dårlig blodsukker-regulering
- Fødevare-sensitivitet – spiser du noget du ikke tåler?
- Giftige stoffer
- Er du stresset? Er din krop stresset?