Overvægt og forhøjet blodtryk

Flere studier viser en overproportional forekomst af forhøjet blodtryk blandt overvægtige. Hvis du vejer for meget, og især hvis du har fedtet siddende på maven, så er der god grund til at arbejde med et vægttab som et led i dine bestræbelser på et normalt blodtryk.

Der er flere årsager til at overvægt bliver medvirkende til forhøjet blodtryk, men helt kort er et overvejende problem, at vores fedtvæv frigør frie fedtsyrer til vores kredsløb, og det skaber inflammation. Når der er inflammation i kroppen dannes der en lang række stoffer, der er skadelige for kroppens mange funktioner. Signaler misforståes eller sendes måske slet ikke – eller måske sendes de for meget. Det skaber ubalancer i kroppens funktioner, herunder i reguleringen af dit blodtryk.

De inflammatoriske stoffer kan også skade dine blodkar, og det er netop i blodkarrene, at der sker en lang række funktioner, der er afgørende for et sundt blodtryk. Hvis dine blodkar bliver mindre funktionsdygtige kan det være, at der ikke kan laves nitrogenoxid nok, og det er det stof, der medvirker til at dine blodkar kan udvides og give efter for det tryk blodet laver på dine blodårer. Det kan også være at nitrogenoxiden, pga. inflammationen, danner andre forbindelser og i stedet bliver til et decideret skadeligt produkt.

Det kan være svært at tabe sig, og for mange skal der en kostomlægning til. Det er en god ide at undersøge, om der er noget du spiser, som du ikke tåler, for det kan påvirke din indsats. Derudover er det vigtigt at gøre sig gode venner med sin tarmflora og sikre et stabilt blodsukker. Et godt sted at starte er at spise efter denne tallerkenfordeling.

 

 

Kostens fiber har indflydelse på blodtrykket

Når du spiser fibre, fodrer du din tarmflora. Fibre er nemligt deres foretrukne føde. Tarmfloraen – eller mikrobiotaen, som den også kaldes – fermenterer de fibre, som vi ikke selv kan fordøje. Når det sker, dannes såkaldte kortkædede fedtsyrer, og det er tarmfloraens brændstof, som den har brug for, for at kunne hjælpe med at passe på din krop. Disse kortkædede fedtsyrer, som forkortes SCFA (short chain fatty acids) er utroligt gavnlige for mange forskellige funktioner i kroppen, og de er altså også et signalstof, der har indflydelse på vores blodtryksregulering.

Der er en tæt sammenhæng mellem blodtrykket og kortkædede fedtsyrer (SCFA). Ved lave niveauer af SCFA konstateres forhøjet blodtryk, og når man øger mængden, reduceres blodtrykket.  Det skyldes, at SCFA signalerer gennem specifikke receptorer – man kunne kalde det for dedikerede talerør – både i nyrerne og i det autonome nervesystem. Begge steder er medvirkende i regulering af vores blodtryk.

De kortkædede fedtsyrer, som vores tarmflora laver til os, er som nævnt afhængige af kostfibre. Det er dokumenteret i flere studier, at forhøjet blodtryk kan forebygges eller forbedres ved netop at arbejde med din tarmflora. Når du fodrer dine tarmbakterier med gode fibre, så takker de dig ved at styrke dit immunforsvar og dine slimhinder. Når tarmens slimhinder er stærke, kan der ikke trænge skadelige stoffer ind imellem cellerne og ind i din blodbane, og dermed er der mindre risiko for at almindelige kropsfunktioner forstyrres. Det kan altså svare sig at arbejde med at skabe en sund og stærk tarmflora.

Konklusionen her er, at et af de vigtige skridt, du kan tage for at hjælpe dig selv til et normalt blodtryk er at sørge for, at der er masser af gode grøntsager på din tallerken, så du får øget dit indtag af fiber.

Når blodårerne er stive

Hvis dine blodårer bliver for stive, kan de ikke give sig. Når blodet pumpes ud fra hjertet og rundt i kroppen skal blodårerne helst kunne give sig, så der er mere plads, når der er behov for det. Hvis de ikke kan det, øver de modstand, og trykket i årerne blive højere, dvs. blodtrykket stiger. Når blodtrykket er højt slider det på indervæggen af blodkarrene. Det kan give skader, og skader lige præcis her er startskuddet til åreforkalkning. Åreforkalkning fører til at blodkarrene forsnævres, dvs. der bliver mindre plads – og det giver yderligere problemer ift. blodtrykket, der nu ikke kun møder en usmidig blodkarsvæg, men også har mindre plads.

Hvorfor bliver blodårerne så stive? Det kan skyldes flere ting, og her får du et par grunde.

Hvis du tænker på din krop som en stor fabrik, hvor der hver dag produceres en hel masse varer, som skal sendes rettidigt afsted til kunder, der nogen gange kan være meget krævende, så er det ikke svært at forestille sig, at der kan opstå lidt rod i krogene, fyldte skraldespande, lidt forurening o.l. I kroppen kalder vi det for oxidationsprodukter. Over tid – dvs. med alderen – har vi produceret frygteligt mange varer i vores indre fabrik, så her er der altså også akkumuleret lidt mere af den slags snavs. Det i sig selv giver øget karstivhed.

Hvis du indtager meget sukker eller har problemer med dit blodsukker og dets regulering, kan der dannes det der hedder AGE (advanced glycation end products). De dannes når overskydende sukker i blodbanen “karameliserer” proteiner i kroppen, det kan f.eks. være enzymer. Det er ikke svært at forestille sig at et enzym, som ellers havde et vigtigt job at udføre, ikke fungerer optimalt når det er blevet klistret. Hvis vi har AGE kan det skade vores blodkars funktionsevne og dermed vores evne til at regulere blodtrykket optimalt.

Når der er inflammatoriske tilstande, forrykkes balancen mellem blodkarrenes elastin og kollagen hen mod en overvægt af kollagen, og det har indflydelse på blodkarrenes smidighed og struktur

 

 

Dine tarmbakterier har betydning for dit blodtryk

Studier har vist, at diversiteten af gavnlige bakterier i mikrobiotaen er ringere hos hjertekar-patienter og mennesker med forhøjet blodtryk, end hos raske, og at der sker forbedring af blodtrykket ved behandling af en ubalance i tarmen.

Tarmbakterier kan påvirke de centre i hjernen, der kontrollerer hjerte-kar-kredsløbet via det, der kaldes det enteriske nervesystem. Det enteriske nervesystem er en meget stor mængde nerveceller, der tager sig af mave-tarm-området, og som kan sende signaler til resten af kroppen udenom vores hjerne og almindelige nervesystem. Det kaldes derfor også for vores anden hjerne. Hvis tarmbakterierne er domineret af nogle uvenlige typer, så kan der sendes forkerte signaler til vores forskellige funktioner i kroppen, herunder altså også til de funktioner, der regulerer blodtrykket.

Derudover kan bakterier i tarmen og deres nedbrydningsprodukter trænge ind over tarmbarrieren til blodbanen, hvor de kan påvirke vores væv, herunder blodkar og deres funktion. Hvis der trænger andet end næringsstoffer ind gennem tarmens slimhinde, er det fordi der er problemer med tarmens gennemtrængelighed. Det er også det, man kalder hullet tarm eller leaky gut. Det kan opstå på mange måder, og der vil oftest være tale om, at der er en ubalance i tarmens bakteriesammensætning, der ikke er optimal for dit helbred. Der er altså forbindelse mellem tarm og forhøjet blodtryk, og en sund tarmflora samt stærk tarmslimhinde er dermed vigtig for dit blodtryk.

Hvis du har forhøjet blodtryk og ønsker at sænke det, så kan det altså betale sig at se din fordøjelse, og det du spiser, efter i sømmene.

JA TAK!

Jeg vil gerne have et kvarters  gratis og uforpligtende samtale hvor vi sammen finder ud af, om ernæringsterapi kan skabe positiv forandring for mig.